Kender du trenden? Sådan får du runde former ind i hjemmet
Har du lagt mærke til, hvordan de runde former igen finder mere og mere vej ind i hjemmet? De mere bløde og feminine former og lyse nuancer i møbler, tekstiler og vægfarver vinder frem.
De runde former er in. Længere er den egentlig ikke. Arne Jacobsen gjorde det med Ægget, Finn Juhl gjorde det med Pelikanen og Hans Wegner gjorde det med cirkelstolen. De lod sig inspirere af den cirklede form og det runde, som allerede er at finde i naturens snoede former, buer og rundinger. Ja, runde former er menneskelige, naturlige og majestætiske: tænk bare på kloden, solen eller den sammenfoldede baby. Hvad er mere naturligt – og hvad kunne passe bedre ind i vores liv.
Sådan får du flere runde elementer ind i hjemmet
Foruden at rette blikket mod førnævnte prominente danske møbeldesignere, findes der mange andre måder, hvormed du kan få det runde og venlige design bragt ind i boligen.
Start med et tage et kig på bordets form. Det kan være både spisebordet, der med sin runde form samler gæsterne bedre end noget andet bord, eller det kan være det klassiske runde sofabord – sågar et natbord.
Uanset hvad du vælger, er der her en oplagt og nem mulighed for at bryde med hjemmets øvrige former og lade det runde fylde mere.
Foruden at kigge på hjemmets borde, kan du tage et kig i spejlet. Eller rettere på spejlet. For også her er der en oplagt mulighed for at tænke i mere runde, ovale former og vælge et spejl, der ikke partout skal være firkantet. Det runde spejl kan hænge i både stue, soveværelse, bryggers, entre eller andre rum, da det altid er både flot og praktisk med et elegant spejl.
Husk også, at der er masser af muligheder for at lege med den runde form i kraft af dine pyntegenstande. Dine vaser og krukker har i forvejen typisk en rund eller oval form, som du kan bringe mere frem ved f.eks. at vælge vaser i stærkere farver eller med markeringer som eksempelvis striber på.
Husk også at der er mange andre elementer som f.eks. ure til væggen, opbevaring, puffer, puder, kurve og meget mere, som kan bruges til at fremhæve de runde former. På den måde kan du få bragt formen mere i spil, hvis du ønsker det.
Vær blot varsom, så du ikke skaber en indretning, der er alt for rund i udtrykket. Husk at formen helst skal blandes med andre for at skabe dynamik i rummet og få et spændende udtryk, der ikke risikerer at drukne i ensformighed.